Ønsket om at samle og arkivere, glæden ved at kombinere og eksperimentere kendetegner Paul Thierry såvel som den konstante impuls til at stille spørgsmålstegn ved etablerede normer og konventionelle kunstneriske teknikker og udforske nyt potentiale.

Indtil 2010 signerede kunstneren, født i 1960 i Dramatal ved Gleiwitz (Ovre Schlesien/Polen), sine værker med "Peter Bednorz" og fejrede stor national og international succes som popkunstkunstner.

I 2000 strålede han  den offentlige tv-station TVP Polonia udsendte et kunstnerportræt af Bednorz. I 2006 erhvervede den tyske forbundsregering værket "Berlin", som kunstneren havde dedikeret til emnet "genforening", gennem agenturet fra Forbundsudenrigsministeriet. Det er også for nylig blevet inkluderet i samlingen af Liesborn Abbey Museum i distriktet Warendorf (Nordrhein-Westfalen); det verdensberømte 7-stjernede hotel i Dubai, Burj Al Arab Jumeirah, fik også et stort værk af ham.

​

Allerede i 2005 opdagede Peter Bednorz, der kombinerede malere og grafiske designere lige så selvsikkert som tegneren og objektkunstneren, monotypens hidtil ukendte medie.

Fra nu af vil det optage al hans opmærksomhed. I det sidste århundrede lykkedes det inden for litografien det universelle geni Pablo Picasso at håndtere en kunstnerisk proces, der var etableret i kunsthistorien, men var faldet i glemmebogen.

For Paul Thierry er det monotypens medium, der konstant inspirerer og stimulerer ham. I mellemtiden var der ikke nogen konkret udløser for vendingen, snarere er det resultatet af spontane, tilfældige eksperimenter i studiet og dermed endnu en gang et bevis på hans åbenhed og hans vilje til kreativ frihed. Det er velkendt, at Thierry er en ekstremt produktiv og disciplineret kunstinnovator, som ikke viger tilbage for "horror vacui" (latin: tomme rum). Der går ikke en dag i Paul Thierrys liv uden passioneret at beskæftige sig med alle tænkelige former for kunstdesign eller, som vi gør med Plinius den Ældre. kan læse i en anekdote om maleren Apelles: "Nulla dies sine linea" -  Ingen dag være uden en linje!

Med andre ord: der går ikke en dag uden brugbar aktivitet – med Paul Thierry skulle man tilføje: ikke en dag uden eksperimenter!

​

Med monotypen går han ind i et ukendt felt, en terra incognita, som han refererer kunstnerisk til i lyset af sin intensive undersøgelse. Sammen med "opdagelsen" blev beslutningen om at ændre navnet truffet, hvorfor årsagerne er både biografiske og kunstneriske. Paul er hans mellemnavn, mens Thierry synes nært beslægtet med det latinske ord "terra" (jord). Allerede som barn elskede han at bygge labyrinter i den dybe jord og skabe sandskulpturer dér; han var kun 10 år gammel, og det vidner om hans udtalte nysgerrighed og længsel efter at genkende tingene, forstå dem og i bogstaveligste forstand "komme til bunds" i dem - en egenskab, der kendetegner ham som skaber og kendetegner hans kunstneriske aktiviteter den dag i dag. .

Fra nu af er det monotypens medium, som han belyser og udforsker i dens tekniske, formelle og kunstneriske raffinementer.

​

Processen kommer oprindeligt fra Italien og er udviklet af Giovanni Benedetto Castiglione (1616-1670). Med monotypen ("et billede") frembringes kun et enkelt indtryk; i stedet for papir eller lærred anvendes de sædvanlige billedbærere, en glas- eller akrylplade. Så længe malingen stadig er våd, trykker kunstneren motivet omvendt på papiret med en presse eller ved håndgnidning. Monotypen kan således tydeligt identificeres som en original, da den kun tillader dette ene tryk (nogle flere er lysere på grund af farvetabet).

Med konventionelle trykprocesser (f.eks. ætsning eller litografi) er det muligt at fremstille en oplag, altså et vist antal næsten identiske billeder. Hvis Thierry nu vender sig til en gammel teknik, så skal dette ikke ses som en indikation af mangel på kreativ suverænitet, men snarere dens modsætning: den kontrolleres for sin gyldighed og aktualitet, den moderne kunstner bliver konfronteret med et medie, der plejede at være populær i det 18. og 19. århundrede fandt sin anvendelse.

​

Paul Thierry tilføjer nu nye aspekter til processen og udvinder et uanet potentiale fra processen. På den måde overfører han monotypen til det 21. århundrede på en mere eller mindre moderniseret måde. For eksempel arbejder han med lyseffekter eller forskyder nogle gange op til fire akrylpaneler i træk; Han kombinerer også processen på akrylplader med det klassiske lærred, idet begge billedbærere er forsynet med motiver fra hans gigantiske arkiv af billedskabeloner og derefter monteret i en vis afstand fra hinanden. På den måde jonglerer kunstneren med både farvede flader og grafiske strukturer, som, når de overlejres, i sidste ende resulterer i det komplette, komplekse billede. Forskydningen af billedbærerne forvandler det oprindeligt todimensionelle billede til et tilsyneladende objektagtigt tredimensionelt kunstværk. 

Processen, eller rettere den gennemskinnelige effekt, fremkalder billeder af tomografien eller tværsnitsbilleder, som en computertomograf eller en magnetisk resonans tomograf producerer af forskellige kropsregioner, såsom et organ eller led. I lyset af gennemsigtigheden får kunstneren bogstaveligt talt sine motiver til at "stråle" og kontrasterer dygtigt grafisk lineament med maleriske farveflader. Thierry kan derfor betragtes som monotypens fornyer og revolutionær, eftersom ingen kunstner har helliget sig denne proces så intensivt og innovativt som han.

Hans værker kan nu beundres i NL Gallery Salzburg.

​